Posts tagged fjerde statsmagt
Posts tagged fjerde statsmagt
Hvem har ikke hørt nedenstående postulater? Eller en variation af samme.
(*Jeg fandt på dem alle tre, indrømmet - men de rammer vist meget godt)
Død? Virkelig? Nej. Virkeligheden er en anden og som altid lidt mere nuanceret.
Aviserne har det hårdt. Ingen tvivl om det. Men de dør ikke lige foreløbig selvom mange gerne vil have det sådan.
Her kommer mine fem 100 % subjektive og uvidenskabelige årsager til at aviserne ikke dør foreløbig:
5. Historie. Vi har at gøre med et medie som har eksisteret i næsten 400 år. Det er del af vores historie. Al internettekst er sønner og døtre af trykkekunsten. En avis er menneskelighed på skrift. Meninger og nyheder på papir. Avisen er let at tage med sig rundt, det kan købes alle steder og der er ingen som kan se hvad du læser. Anonym nyhedskonsumering bliver det nye sort i en overvågningstid. Der tjenes millioner på mediet, gives statstøtte i tonsvis og vores kærlighed til tekst på papir vil udskyde dens postulerede “død” mange, mange år endnu.
4. Vi læser aviser. På trods af faldende læsertal læses aviserne stadig. Faldende læsertal er ikke et udtryk for kommende avisdød en masse. Det er et kraftigt signal om at vi som forbrugere har ændret adfærd. Internettet og en masse elektroniske klienter er ankommet - og vi bruger dem. Men vi læser stadig aviser. Hvis vi ikke gjorde var der ingen læsertal og ingen læsertal ville betyde nul solgte annoncer - og så skulle du se avisdød. Aviserne skal nok komme over på alle dine elektroniske klienter så snart der er kritisk (økonomisk) masse til det. Aviserne tjener masser penge og det er helt officielt. Se her udpenslet annoncestatistik hos Danske Dagblades Forening hvis du skulle tvivle.

3. Dækning og kendskab. At indrykke en annonce i samtlige dagblade i Danmark, på en god placering med et effektivt budskab, er stadig en af de hurtigste metoder til at opnå dækning og kendskab i befolkningen. Hvorfor? Fordi vi læser aviser* og hvis det ikke er derfor kan du være sikker på at journalister læser aviser. Derfor har TV2 News også et program der hedder “Presselogen” hvor de taler om.. aviser. Seneste eksempel på styrken i aviser er kampagnen “SKÆVT” fra 3F. Her brugte 3F klogt nok aviserne til at skabe hurtigt kendskab og dækning - men var samtidig dygtige nok til at bruge Facebook og YouTube til at supplere kampagnen.
*Jyllands-Posten havde jf. TNS-Gallup i 2.+3. kvartal 2009 - hold nu fast - 632.000 læsere om søndagen og 461.000 læsere på hverdage. Det kan man ikke kalde “død lige om hjørnet”. Se alle de andre avisers læsertal (pdf).
2. Politik. Aviserne er talerør for politiske partier. Der er hel industri med spindoktorer, lækager og skandaler som ikke kan undvære avisen. Aviserne sørger delvist for at vi har et velfungerende demokrati. De kaldes endda for den 4. statsmagt (bemærk den linkede artikel også er bragt i Berlingske Tidende - pointe serveret) og dét er de, sammen med TV, radio og internettet sørger de for for at vi kan få vores budskaber ud bredt og nuanceret. Ingen regering eller opposition vil nogensinde give afkald på den mulighed og vil gøre meget for at undgå avisernes død. Ja, Lars Løkke er på Facebook og Twitter - men når han seriøst vil ud med et budskab skriver han en kronik til et landsdækkende dagblad som deler hans politiske holdning - en del af vejen i hvert tilfælde.
Og årsag nummer 1, til at aviserne ikke dør foreløbig:
1. Værdi. Helt basalt. Hvad passer bedre til en lun croissant på en kold søndag ved morgenbordet? En Kindle? Papiravisen har en unik signalværdi. Den viser omverdenen hvor intellektuelle vi er, hvilket synspunkt vi har har på verden og den viser frem for alt at vi interesserer os for noget og gerne giver os tid til at fordybe os i det. En ren luksus i dette travle samfund. Avisen nyder, og vil nyde, samme respekt som en vinylplade, en Aston Martin fra 1966 eller det at bo i en nænsomt restaureret præstegård fra 1789. Det er analogt, det virker, det har sjæl. Det er en avis og vi elsker det.
Det vil vi fortsat gøre i lang, lang tid.
Der var de. De 5 årsager til at aviserne ikke dør lige foreløbig som du ikke hører fra eksperterne.
Jeg har bevidst ikke prøvet at forudse hvad der ellers vil ske men jeg synes det var på tide at vi fik debatten i gang om at aviserne ikke er ved at dø.
Under pres er en anden snak.
Tak til Martin Thorborg og Daria Radota Rasmussen for at sætte mine tanker i gang via Twitter.